BEBOERFOLDER
(Sidst opdateret: Oktober 2023)
Kære beboere
Vi vil hermed benytte lejligheden til at byde nye beboere velkommen til Ejerforeningen Solkrogen, Æbeløgade 24 – 46 samt Hans Knudsens Plads 2, 6, 8 & 10.
Foreningen består af 129 lejligheder og 8 erhvervslejemål. Bygningerne er opført i 1935.
Bestyrelsen har taget initiativet til denne informative folder om vores ejerforening, der skal ses som et supplement til ejerforeningens vedtægter. Folderen indeholder bl.a. informationer om foreningens bestyrelse, administrator og vicevært. Desuden følger en kort oversigt over vigtige informationer for tilflyttere til Københavns Kommune.
I ejendommens opgange findes desuden en liste over den nuværende bestyrelses medlemmer, administrator og vicevært samt kontaktoplysningerne til disse.
Hvis der skulle være spørgsmål eller opstå et problem, står bestyrelsens herboende medlemmer selvfølgelig klar til at hjælpe på bedst mulig vis.
Foreningens bestyrelse kan kontaktes på: [email protected]
1. Foreningens administrator og vicevært
Bestyrelsen har antaget Vest Administrationen A/S til varetagelse af ejerforeningens almindelige økonomiske mellemværender, der udføres efter retningslinjer og instrukser fra bestyrelsen.
Administrationen har kontor beliggende på Gammel Vartov Vej 1 og kan kontaktes fra mandag til torsdag på tlf.: 33 24 61 26 i tidsrummet 10.00-12.00 & 12:30-14:00 eller på mail til [email protected].
Administrationen varetager bl.a. følgende opgaver:
• Opstilling af budget og udarbejdelse af regnskab
• Afholdelse af generalforsamlinger
• Udarbejdelse af opkrævninger (herunder kontrol med indbetalinger og udsendelse af eventuelle betalingspåmindelser)
• Betaling af fakturaer
2. Reparationer
På ejendommen: Skader og mangler på ejendommen skal hurtigst muligt meldes til viceværten eller bestyrelsen
På lejligheden: Alle lodrette forsyninger til og med T-stykket samt afløbsrør til og med grenrøret på faldstammen betales af ejerforeningen. I tvivlstilfælde rettes henvendelse til administration.
2.1. Foreningens vicevært
Bestyrelsen har antaget A-X-L Ejendomsservice som foreningens ejendomsservice. A-X-L ejendomsservice kan træffes på tlf.: 70 70 79 90 i følgende tidsrum:
• Mandag-fredag fra kl. 16.00 - 17.00 (Ved optaget ringes der tilbage samme dag)
Der er 24-timers vagttelefon ved akutopståede problemer – herunder viderestilling til rekvirering af håndværkere og assistance ved skybrud.
På muren ved nr. 32 er der ophængt en postkasse til dem, som ønsker at lægge en skriftlig besked til viceværten eller bestyrelsen. Postkassen tømmes lejlighedsvis, send en mail eller ring, hvis det haster.
Viceværten varetager bl.a. følgende opgaver:
• Almen viceværtfunktion
• Vedligehold af grønne arealer
• Trappevask
• Snerydning
• Bestilling af låsesmed, VVS, navneskilte etc.
• Bortskaffelse af affald
• Vand, varme og lys
• Tilsyn med ejendommen
• Styring og koordinering af håndværkere
• Efterkontrol af udført håndværksarbejde
• Attestering af regninger
Rotteforebyggelse:
• En årlig bygningsgennemgang af A-X-L’s autoriserede rottebekæmpere, som er godkendt af miljøstyrelsen
2.2. Vedligeholdelse
Foreningen varetager den fælles vedligeholdelse af ejendommen. Den fælles vedligeholdelse omfatter murværk, hoveddøre, vinduespartier, altaner, trappeopgange (herunder udvendig maling af døre/karme samt alle fælles arealer og anlæg). Den inkluderer også alle lodrette rør til varme, koldt og varmt vand, faldstammer, aftrækskanaler, hoved-el-ledninger mv., uanset om disse er ført igennem den enkelte lejlighed.
Såfremt ejerlejligheden skal istandsættes som følge af vandskade eller lignende, for hvilket lejlighedsejeren ikke har noget ansvar, afholdes udgiften af foreningen.
Ejerlejlighedernes vedligehold påhviler alene de enkelte ejere.
Indvendig vedligeholdelse omfatter bl.a. følgende: Hvidtning, maling og tapetsering, vedligeholdelse og fornyelse af loftpuds, indvendige døre og låse, lejlighedens udstyr (herunder el-ledninger, stikkontakter, toiletter, vaske, vandhaner, radiatorer, radiatorventiler samt alt rørføring ud til lodrette rør) samt vedligeholdelse og fornyelse af gulvbelægning og gulvbrædder.
2.3. Tekniske installationer i lejligheden
Lukkehaner til koldt og varmt vand i lejligheder skal drejes et par gange om året, så de ikke sætter sig fast. Det skal den enkelte ejer sørge for.
2.4. Retningslinjer for nedlæggelse af gas
Da bygningerne er af ældre dato, er der ikke ført moderne elforsyning til bygningerne/lejlighederne og der er derfor en grænse for hvor meget elektricitet el-nettet kan forsyne. Dette betyder at hvis for eksempel flere lejligheder skifter fra brug af gaskomfur til induktion eller lign. vil dette overbelaste el-nettet og kan medføre sammenbrud af hele elforsyningen.
Der skal derfor søges om tilladelse til etablering af installationer, såsom induktion og lign. jfr. ejerforeningens vedtægter, som alle lejlighedsejere hører under. Paragraf 7 i vedtægterne siger følgende:
"Med hensyn til installationer, der kræver udvidet forbrug af gas, vand eller el, skal tilladelse, inden installationerne foretages, indhentes hos administrator, der som vilkår for at tillade sådanne installationer kan kræve, at ejeren betaler en variabel afgift svarende til det øgede forbrug.
Tilladelsen meddeles yderligere under den forudsætning, at lejlighedsejeren er ansvarlig for skader, som måtte være en følge af, at installationen overbelaster de eksisterende forsyningskanaler og/eller afløbsinstallationer, og den af lejlighedsejeren foretagne installation har medvirket til en overbelastning, der medfører krav om en udvidelse, betaler en efter forholdene passende andel af udgifterne til udvidelsen, eventuelt med adgang til forholdsmæssig refundering af beløbet ved tilsvarende installationer i andre lejligheder, der herved benytter udvidelsen. Til sikkerhed for dette krav kan foreningen kræve, at lejlighedsejeren indbetaler et depositum foruden ovennævnte variable afgift."
Man må derfor gerne skifte køkken, men hvis der etableres installationer, som forbruger mere af ovenstående, skal man først søge om tilladelse hos administrator. Hvis der gives tilladelse til dette, kan administrator kræve en afgift for det øgede forbrug, samt et depositum.
I tilfælde af at ens installation er med til at overbelaste den nuværende forsyningskanal/afløbsinstallation hæfter man økonomisk for udvidelse af denne.
3. Navneskilte til dørtelefon, postkasser og porttelefon
3.1. Dørtelefoner og bestilling af navneplader
Ved fra/tilflytning skal der bestilles nye skilte til dørtelefonen ved opgangen.
Det er den enkelte ejer/beboers ansvar at bestille disse navneplader ved indflytning.
Leveres af:
Videx Porttelefonanlæg
Hammershusgade 15
2100 København Ø
Tlf.: 39 29 80 00
Procedure for bestilling:
• Bestilles www.skiltebestilling.dk og koster ca. 60 kr.
• Du skal opgive den ønskede tekst, leveringssted og betalingsadresse.
• Nye skilte til navneplader er af mærket ”Videx serie 800” og formatet er 42,5x13mm
• Sort plade med hvid skrift er standard.
• Der er plads til maksimalt 18 tegn pr. linje i standardstørrelse (Der skrives ikke etage/side, kun navne).
• Du vil modtage skiltet med posten og det skal lægges i postkassen mærket ”vicevært” ud for nr. 32 med en besked til viceværten om, hvor skiltet skal sættes op.
3.2. Postkasse
Når viceværten modtager besked om nyt navn til dørtelefontableau, bliver navnet på postkassen og på tavlerne i opgangene forsynet med samme navn.
3.3. Porttelefonen – tavle og anlæg
Skriv en mail til A-X-L ejendomsservice med dit navn og telefonnummer
[email protected] for at få dit/jeres telefonnummer lagt ind i porttelefonerne.
Der kan maks. kobles 2 telefonnumre til hver lejlighed.
Guide for åbning af port via telefon:
Se bilag A – brugervejledning
1. Din gæst trykker på knappen på GSM-panelet og der foretages et opkald til din telefon. OBS! De to porttelefoner ringer op til din telefon fra to forskellige telefonnumre.
2. Når du modtager et opkald kan det besvares som et hvilket som helst andet opkald, og du kan tale med vedkommende ved gadedøren.
3. Herefter har du mulighed for at låse gadedøren op ved at trykke på tast 3. Kan du ikke se tastaturet på din smartphone så tryk på knappen så dine tal kommer frem.
4. Døren vil være åben i 5 sek.* (standard), denne tid kan indstilles.
4. Brug og regler for vaskeriet
• Maskinerne kan reserveres på betalingsenhedens display med egen vaskebrik eller via internetnettet på adresse: https://mielelogic.com/#/login.
• Vaskebrikken føres hen til betalingsenhedens læser og reservation vælges på skærmen, hvor der er mulighed for at vælge mellem alle ledige ture 5 uger frem.
• En vask koster 11,98 kr. pr. stk.
• Vaskeriet må kun benyttes af ejendommens beboere til egen husholdning.
• Vaskeriet har åbent hver dag fra 08.00-22.00.
• Der kan maks. reserveres 4 vasketure pr. vaskebrik ad gangen.
• Vasketuren er reserveret de første 30 minutter, hvorefter turen fritstilles.
• Vasketuren holdes ligeledes i op til 5 minutter efter endt første vask. Holdetiden afbrydes når ny reservationstid starter.
• Annullering af vasketur kan foretages på maskinerne eller via internettet indtil 60 minutter før turens start.
• Du skal selv huske at tanke/opfylde din vaskebrik på https://mielelogic.com/#/login.
• Tøjet skal tømmes for kuglepenne, søm, nøgler o. lign.
• Anvend vaskepose til f.eks. BH’er, da BH-bøjler ødelægger vaskemaskinerne.
• Alt tøj skal fjernes fra maskinerne, inden din tid er slut.
• Maskinerne og vaskeriet skal efterlades i rengjort stand.
• Vaskemaskinerne og tørretumbleren er beregnet til maks. 8 kg. tøj og må ikke overfyldes.
• Der må ikke vaskes og tørres dyner, store tæpper, hestedækkener o. lign. i maskinerne.
• Det er ikke tilladt at farve eller blege tøj i vaskemaskinerne.
• Børn under 16 år må ikke opholde sig i vaskeriet uden en voksen.
• Det er ikke tilladt at have husdyr med i vaskeriet.
• Vaskeriet benyttes på eget ansvar.
• Mieles, ejerforeningens og viceværtens anvisninger og vejledninger skal altid efterkommes.
• Brud på reglementet kan medføre bortvisning.
• Grov uagtsomhed og hærværk anmeldes til politiet. Det kan medføre krav om erstatning efter gældende lovgivning.
Yderligere vejledninger og instrukser til maskinerne finder du i vaskekælderen i opgang 24.
Er maskinerne ude af drift, skal det straks meldes til A-X-L ejendomsservice på tlf. 70 70 79 90 eller mail: [email protected].
4.1. Tørrerum og -lofter
Der forefindes tørrerum i forlængelse af vaskekælderen i opgang 24. Desuden er der tørrelofter i hele ejendommen:
• Hver gavl i nr. 44 og 46
• Gavlen ved nr. 42
• Nr. 38 loftdør th.
• Nr. 34 loftdør th.
• Nr. 32 loftdør tv.
• Nr. 28 loftdør th.
• Nr. 28 loftdør tv.
• Nr. 24 loftdør th.
Anvender du tørrerummet, er det på eget ansvar.
Husk også, at dit tøj skal være væk indenfor 48 timer, så der er plads til andres tøj.
4.2. Glemt tøj
Glemt tøj bliver samlet i de to sorte plastikspande i vaskerummet i nummer 24. Disse tømmes den sidste hverdag i hver måned og doneres til genbrug.
4.3. Mistet eller ny vaskebrik
Har du mistet din vaskebrik til vaskeriets maskiner eller ønsker du blot en ny, så skriv til administrator på: [email protected]. Oplys: fulde navn, din e-mail og post adresse. Du vil herefter få tilsendt en aktiveringskode på mail samt få udleveret en ny vaskebrik i din postkasse.
5. Diverse informationer
5.1. Kabel-tv
Den lille pakke - grundpakken – er standard og inkluderet i ejerudgifterne.
Kontakt YouSee direkte for tilvalg af anden tv-pakke.
Fra 1. januar 2018 har alle beboere ret til frit valg af tv-pakker eller helt at fravælge tv-pakker. Det vil sige, at man godt kan fravige den fælles TV-pakke. Det er dog vigtigt at bemærke, at har man både TV og internet hos YouSee og opsiger sit TV-abonnement, vil man også miste sit internet. Det skyldes, at vores net-kabler i ejerforeningen ikke er opdaterede.
Kontakt administrator for opsigelse af TV-pakke.
5.2. Internet
Det er beboerens eget ansvar at etablere internet i lejligheden.
5.3. Opslagstavle og Facebook
Hold løbende øje med nye opslag på opslagstavlen i din opgang, og husk også at gå ind på Facebook og følge ”EF Solkrogen”. Derudover har foreningen også en gruppe for beboere på Facebook. Denne findes under navnet ”Gruppen for beboere i E/F Solkrogen”.
5.4. Bestilling af ekstra nøgler
Ønsker man at tilkøbe ekstra nøgler til port/opgangsdøre og lejlighedsdøre, kan disse bestilles ved at kontakte Ejendomsservice A-X-L på mail: [email protected]. En nøgle koster 350 kr. pr. stk. og betales via den månedlige opkrævning.
5.5. Indeklima
For at sikre et godt indeklima uden mug og skimmel er det vigtigt, at boligen holdes tør.
Det gør du bl.a. ved at:
1) Lufte jævnligt ud - især i badeværelse, køkken og soveværelse.
2) Tænde for emhætten, når du laver mad.
3) Lukke døren til badeværelset, når du er i bad.
4) Undgå at hænge tøj til tørre i boligen. Brug i stedet for dertil indrettede tørrerum.
5) Holde udluftningsventiler i vinduer og ydervægge åbne.
6) Lufte ekstra meget ud, når fyringssæsonen begynder.
7) Få alle vandskader repareret hurtigt.
OBS: Det er ikke tilladt at montere udluftningsudstyr i de passive aftrækskanaler i køkken og bad, da dette forstyrrer det naturlige træk.
Tæppebankning, rystning af dyner og lignende må ikke finde sted på altanerne eller fra vinduerne af hensyn til underboerne. Der henvises i stedet til stativet på tørrepladsen i gården. Undlad dog tæppebankning m.v. på tørrepladsen, når der hænger tøj til tørre.
5.6. Forsikring
Ejendommen er forsikret (Bygningsforsikring) gennem Alm. Brand med police nummer: 100.703.416
Der er i 2023 tegnet en skadedyrsforsikring.
Alt indbo i lejligheden er ejers ansvar, derfor bør en indboforsikring anskaffes.
5.7. Parkering
5.7.1. Parkering i Æbeløgade
Æbeløgade har gul parkeringszone. Betalingsstander står for enden af Æbeløgade ved Rema 1000.
5.7.2. Parkering/standsning i gården
Enhver form for parkering af motoriserede køretøjer i gården er forbudt. Overtrædelse kan medføre, at køretøjet fjernes på ejers regning i tilfælde af brandinspektion, eller hvis køretøjet hindrer adgang til ejendommen.
Standsning for af- og pålæsning i forbindelse med flytning er tilladt under forudsætning af, at man ikke blokerer redningsvejen, og at man opholder sig i nærheden af køretøjet. Køretøjet/traileren må ikke parkeres i gården natten over.
5.8. Affald og genbrug
Papir, pap, plastik, metal, bio-affald og elektronik placeres i de særligt opsatte containere hertil i skralderummene ved gavlene ud for nr. 26 og 42. Husk at orientere dig om, hvad der må komme I de forskellige containere.
Restaffald (dvs. almindeligt husholdningsaffald) placeres i containerne i skralderummene ved gavlene ud for nr. 26 og 40. Overfyld venligst ikke containerne så lågene ikke kan lukkes, da dette kan tiltrække rotter. Henstil ikke affald ved siden af containerne. Henstilling af affald på trappeopgange er forbudt.
Glascontainere til ikke-pant-flasker er opstillet på ved affalds-containerne. Læs på dem hvad der må komme i af typer glas. Husk også at fjerne eventuelle metallåg.
Storskrald skal placeres under halvtaget i skuret i affaldsgården ved nr. 42.
Farligt affald modtages af Københavns ”Miljøbil”– hold dig orienteret på www.kk.dk/affald. Desuden kan du også henvende dig til viceværten, hvis du har miljøfarligt affald, kemikalierester og lignende. Farligt affald må ikke efterlades udenfor det aflåste skab.
Byggeaffald, herunder køkkenelementer, beton, mursten, fliser og lignende skal du selv bortskaffe og aflevere på den nærmeste genbrugsstation:
Borgervænget Genbrugsstation
Borgervænget 29, 2100 København Ø
Se mere på: www.kk.dk/affald.
Åbningstider:
Mandag-fredag: 10.00 - 18.00
Lørdag: lukket
Søn- og helligdage 10.00 - 17.00
Se Bilag C - Ordensregler for benyttelse dagrenovation
5.9. Støj
Foreningens bygninger er af ældre dato, og derfor er der generelt meget lydt. Gårdens trekantede struktur bevirker, at lydene kastes rundt. Vis derfor hensyn overfor foreningens øvrige beboere (især dine naboer til siden, ovenfor og under dig), når du opholder dig i din lejlighed, på altanen og i fællesområderne.
For at undgå at genere andre beboere i ejendommen må vaskemaskiner, opvaskemaskiner, elektriske apparater, støvsugning samt almindelig lejlighedsistandsættelse ikke forekomme uden for tidsrummet 08.00 - 20.00 alle ugens dage.
Yderligere skal musik, TV og lignede dæmpes kl. 22.00 alle ugens dage.
Vinduer og altandøre skal holdes lukket, hvis der forekommer støj fra lejligheden.
Hvis du planlægger at holde en fest eller lignende i weekenden, skal du orientere de øvrige beboere i god tid ved eksempelvis at hænge en seddel op i opgangen og i naboopgangene, så de øvrige beboere på forhånd er advaret om, at der kan forekomme musik og anden støj. Bemærk dog, at senest kl. 22.00 skal musikken dæmpes for at vise hensyn til naboerne i ejendommen, ligesom festen i øvrigt i enhver henseende ikke må give anledning til gener for de øvrige beboere.
Føler de øvrige beboere sig generet, har disse ret til at henvende sig til den pågældende beboer, og herefter skal ønsker om eventuelt dæmpelse af musik osv. efterkommes.
5.10. Loft- og kældergange
Møbler og andet inventar må ikke opmagasineres i kælder- og loftgange eller under trappen i opgangen af hensyn til brandfare, men skal derimod opbevares i lejlighedens tilhørende loft- eller kælderrum.
5.11. Boldspil
Boldspil er ikke tilladt i gården.
5.12. Cykler og barnevogne
Cykler skal placeres i ejendommens opstillede cykelstativer eller i de dertil indrettede cykelkældere. Cykelkældere findes ved opgang 26, 32, 38, 44 og 46.
Vi opfordrer til at cykler, der ikke benyttes dagligt placeres i cykelkældrene.
Barnevogne må ikke henstilles i opgange eller kælderskakter. Der er oprettet parkering til barnevogne på tørrepladsen overfor nr. 26.
5.13. Husdyr
Mindre husdyr, såsom katte og hunde er tilladt, såfremt de ikke giver anledning til gener for andre beboere.
Hunde og andre husdyr må ikke færdes på græsarealet i gården, da det er uhygiejnisk på en græsplæne, der anvendes til spisning, afslapning og leg.
5.14. Skadedyr
Hvis man observerer rotter eller andre skadedyr på ejendommens arealer, skal dette omgående meddeles til Københavns Kommune på https://www.kk.dk/rotter og til ejendomsadministrationen eller viceværten.
Fodring af fugle m.v. må under ingen omstændigheder foregå på ejendommens arealer. For at undgå problemer med duer på lofterne skal vinduerne i loftsrum og på tørrelofter holdes lukket.
5.15. Rygning
Det er forbudt at ryge i opgange og på bagtrapper, da trappegange opfattes som fællesarealer og dermed er omfattet af rygeloven.
Cigaretskodder må ikke henkastes på offentlig vej eller på fællesarealerne.
5.16. Fitnessudstyr og -maskiner
Det er ikke tilladt at have fitnessudstyr/maskiner i lejlighederne, da gulvene i den pågældende lejlighed samt loftet hos underboen kan tage skade.
5.17. Brandsikkerhed
Der forefindes røgalarmer på først og fjerde etage i alle opgangene. Dog anbefaler vi også, at man selv har røgalarmer installeret i sin lejlighed og eventuelt har en brandslukker liggende.
5.18 Vinduer
Vi gør opmærksom på, at det altid er ejers fulde ansvar at lukke vinduer i tilfælde af regn og blæst. Kommer der skader på ejendom, som kan påvises grundet, at et vindue ikke har været lukket, vil alle udgifter herfor påhvile ejer. Dette gælder også såfremt lejligheden er udlejet.
Ligeledes, er det beboernes ansvar, at lukke vinduer i trappeopgange, så der ikke sker skade på ejendommen i tilfælde af kraftig regn og blæst.
5.19 Ordensregler for altaner
Bestyrelsen i E/F Solkrogen har udarbejdet ordensregler for brug af altaner. Disse ordensregler kan findes her: https://efsolkrogen.probo.dk/8346ac30-3531-4bd8-84e8-312276d6c1d8/
Eller under bilag B - Ordensregler for altaner
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Ejerforeningen Solkrogen
6. Nyttig information om Københavns Kommune
Nærmeste borgerservice: Borgerservice Øbro Jagtvej Bibliotek
Adresse: Jagtvej 227, 2100 København Ø
Læs mere på: https://bibliotek.kk.dk/borgerservice-kvik-3
Boligstøtte:
Boligstøtte kan søges af lejere. Søg på: https://www.borger.dk/bolig-og-flytning/Boligstoette-oversigt eller læs mere om boligstøtte på: https://www.kk.dk/boligstoette
Københavns Politi:
112 er politiets alarmnummer og må kun bruges ved akut udrykning og livsfare.
Hvis henvendelsen ikke er akut, ringes 114.
Skadestuen / akuttelefonen:
Ring 1813, hvis du har brug for akut hjælp ved sygdom uden for din egen læges åbningstid og ved skader døgnet rundt.
Nærmeste bibliotek: Øbro Jagtvej Bibliotek
Adresse: Jagtvej 227, 2100 København Ø
Find alle biblioteker i Københavns Kommune på: http://bibliotek.kk.dk/
Hjertestarter i nærområdet:
Der findes en hjertestarter hos Fitness World (Lyngbyvej), Patienthotellet Torshavn, Det grønlandske Patienthjem, Tandkunsten, Ryparkens Station osv. Læs mere på https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere eller download appen "Trygfonden Hjertestart".
Vær opmærksom på, at nogle af hjertestartere kun er tilgængelige i stedernes åbningstider med undtagelse af Ryparken Station. Med andre ord, vær opmærksom på farvekoderne, så du ikke løber forgæves.